Kollegie

En helhedsorienteret indsats

Unge med psykiske og sociale udfordringer er målgruppen, som vi tilbyder en plads i vores kollegielignende botilbud og træningsboliger.

Målgruppen kan være unge som:

  • ikke længere kan profitere af, ikke kan fastholdes i og/eller ikke er motiveret for en døgnanbringelse
  • har behov for et akut tilbud
  • som har et ønske om at bo i egen bolig, men som myndighed ikke vurderer parat til at klare sig i egen bolig

I vores kollegielignende botilbud tilbyder vi indsatser, hvor målet er:

  • at støtte den unge i overgangen til en selvstændig voksentilværelse
    • med udgangspunkt i den enkeltes færdigheder og funktionsevne, sørger vi for støtte til de praktiske opgaver i dagligdagen
    • vi arbejder med tjeklister og sørger for adresseflytning, bankkonto, buskort, indmeldelse i boligforening, tandlægeaftaler, økonomisk rådgivning m.m.
  • at afklare og afdække den unges støttebehov og funktionsevne
    • i samarbejde med Brückner Praksis i Århus, har vi mulighed for at igangsætte psykologiske undersøgelser og udredninger
  • at løse et akut behov
    • vi kan være behjælpelig med at hente og etablere den unge i vores tilbud med kort varsel

Pris

Under 18 år

Grundpris ligger på 55.000,- kr. pr. md. Der kan tillægges ekstra ydelser f.eks. 24/7 kontakt, udrykning i nattetimer og weekender, behov for en psykologisk undersøgelse og/eller udredning og behov for 1-1 støtte i dagligdagen. Skræddersyet netop til den enkelte borgers behov. Hverken mere eller mindre.

Indhold

  • den unge anbringes på eget værelse i vores kollegielignende botilbud
  • pædagogisk støtte i dag- og aftentimer alle ugens dage
  • støtte om morgenen i hverdage
  • psykologisk screening og udredning
  • fokuseret og professionel indsats, der hjælper den unge til at definere og identificere kompetencer, styrker og værdier i forhold til job og uddannelse
  • ugentlige pædagogiske aktiviteter
  • statusbeskrivelser og opfølgning – første gang efter tre måneder, herefter hvert halve år
  • fokus på etablering af fritidsjob indenfor tre måneder
  • al kørsel forbundet med opgaveløsningen er inkluderet i prisen
  • en brugt cykel i rimelig stand ved indskrivning
  • buskort
  • kost, logi, tøj og lommepenge
  • 1 kontingent til fritidsaktivitet

Over 18 år

Omkring 17½ år vil der være opfølgningsmøde med fokus på det videre forløb efter det fyldte

  1. år. På mødet bliver der drøftet:
  • nedjustering af timer og pris
  • mulighed for træningsbolig under Trancit
  • mulighed for egen bolig
  • klargøring til intern udførerdel i den enkelte kommune med overleveringsperiode fra Trancit

Målgruppe

Botilbuddet henvender sig til unge i alderen 15-18 år (efterværn frem til det 23. år), som kan profitere af et åbent pædagogisk miljø uden døgndækning. De unge bevilges individuelle forløb. For de fleste er målet at lære at blive selvstændige og få hverdagen til at fungere. Dette med let assistance eller uden hjælp og at lære at bo i egen bolig.

Vi forsøger sammen med den unge at opbygge en realistisk struktur i håb om læring og forståelse. Da alle unge er forskellige, varierer metoder og indsats meget. Det er derfor vigtigt, at vi altid arbejder ud fra den unges egen motivation, plan og drømme for fremtiden.

Der gøres opmærksom på, at Trancit ikke tager unge, som kræver døgndækning f.eks. unge med et massivt misbrug.

Tryghed og psykosocial trivsel

Når de unge får ophold, er det vigtigt med en målrettet og hurtig indsats for at skabe stabilitet og ro omkring deres liv. I den rigtige ramme kan vi sikre, at de unge opnår tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Den trygge ramme

De unge anbringes på eget værelse i vores kollegielignende botilbud. Her bor de sammen med tre-fire andre unge og indgår således i et forpligtende fællesskab. Det forventes, at de unge tager ansvar for deres eget liv og for det fællesskab, som de er en del af.

Det kollegielignende botilbud vil have fast pædagogisk personale alle morgener, eftermiddage og aftener samt mulighed for kontakt og udrykning 24/7. Der er ikke overnattende personale, men det kan i kortere perioder iværksættes, hvis der opstår behov.

Sunde fritidsaktiviteter

Vi har stort fokus på, at de unge engagerer sig i meningsfulde og sunde fritidsaktiviteter og støtter dem i det. Om det er musik, boldspil eller skak er ikke så afgørende. Det vigtige er, at de unge oplever at være sammen med andre jævnaldrende, og at de selv finder det meningsfuldt.

Botræning og selvstændighed

Alle unge skal tage ansvar for deres eget liv og derfor agerer det pædagogiske personale hverken chauffør, kok eller rengøringshjælp. Vi hjælper, men vi passer på ikke at gøre tingene for de unge.

De unge skal tage del i ugentlige husmøder, hvor de sammen med de andre unge selv skal planlægge indkøb, madlavning, rengøring m.v. Den enkelte unge modtager den nødvendige støtte, guidning og vejledning, der er behov for i forbindelse med de praktiske gøremål.

Vores kollegielignende botilbud er placeret så centralt, at der er gode muligheder for, at de unge selv kan transportere sig til skole og fritidsaktiviteter enten på cykel eller med offentlig transport.

Det pædagogiske personale vejleder og støtter de unge og møder dem der, hvor de er. Nogle unge er meget selvstændige og skal ikke have så meget hjælp og bliver dermed hurtigt klar til at komme i egen bolig. Andre har brug for rigtig meget støtte og har brug for lidt mere tid, før de er klar til en selvstændig bolig.

Mulighed for træningsbolig

Den unge kan enten flytte ud i Trancits træningsbolig eller direkte ud i egen bolig. Det beror på konkret vurdering i den enkelte sag. Hvis der f.eks. er lang ventetid på en egnet bolig, og den unge har brug for et skift til en mere selvstændig tilværelse, kan en træningsbolig være det rette. Der kan også være unge, der oplever mistrivsel i bofællesskabet men mangler parathed til det selvstændige liv, som vil kunne profitere af en periode i træningsbolig.

I træningsboligen er den pædagogiske støtte mere massiv end et typisk efterværn i egen bolig. Her prøver den unge en højere grad af selvstændighed, men dog i en ramme som stadig har en vis voksenstyring.

Ansvar

I Trancits bofællesskaber lærer de unge om kost, ernæring, indkøb og planlægning af økonomi. De unge lærer også om hygiejne, indeklima og om at spare på lys, vand og varme. Vi vil se de unge tage ansvar.

Vi ser det som vores overordnede ansvar at støtte de unge i at skabe et selvstændigt liv for få økonomiske midler. Vi ser det også som vores ansvar at sikre, at de unge bliver bevidste om, hvor de kan hente hjælp, råd og vejledning.

Uddannelse og beskæftigelse

Vi har fokus på at understøtte de unges tanker og drømme om deres fremtid.

Fritidsjobbet – vejen til fællesskab og selvstændighed

Skole og uddannelse er højeste prioritet, men vi må ikke underkende de unges ønske om fritidsjob og deres ønske om at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi har derfor indgået et samarbejde med A2B, som leverer en meget fokuseret beskæftigelsesrettet indsats i samarbejde med vores pædagogiske personale. Fokus er at få etableret et fritidsjob for den unge gennem A2Bs solide netværk af lokale virksomheder og landsdækkende samarbejdsaftaler med virksomheder inden for forskellige brancher. Fritidsjobbet vil blive etableret på lige vilkår med andre unges fritidsjob samt med udgangspunkt i det lokale erhvervslivs behov for arbejdskraft. Målet er, at de unge – ligesom andre unge – skal lære arbejdsmarkedets kultur, krav og muligheder at kende gennem praktisk erfaring.

Fritidsjob efter tre måneder

Vi har en målsætning om, at de unge skal have et fritidsjob efter tre måneder. For at nå dette mål er en konsulent fra A2B sammen med den unge to gange om ugen, indtil fritidsjobbet er etableret. Herefter er der fortsat professionel opfølgning fra A2B-konsulenten i samarbejde med vores pædagogiske personale.

Vores tilgang er ressourceorienteret, og den unge arbejder med at definere og identificere kompetencer, styrker og værdier i forhold til job og uddannelse.

Uddannelse har højeste prioritet

Det store fokus på fritidsjob og evnen til at tjene egne penge hænger for os fuldstændig sammen med skole og uddannelse. Konsulenterne fra A2B støtter de unge i at identificere deres egne evner og kompetencer. I den proces bliver de unge bedre i stand til at formulere en ønsket vej for dem selv og deres uddannelsesvej.

Vi kommer gerne ud og fortæller mere om tilbuddet herunder faglige tilgange. Dette enten på et personalemøde eller til den enkelte afdelingsleder.